Regenerativt Landbrug bygger på, at naturlige processer skal sikre nedbrydning af afgrøderester, og at livet i jorden skal erstatte jordbearbejdning.
Principperne i Regenerativt Landbrug er med til at fremme de naturlige processer og en god jordstruktur, men hvis udgangspunktet er for ringe, vil de naturlige processer ikke fungere, og der vil derfor ikke kunne opnås god resultater ved dyrkning efter Regenerativt Landbrugs-principperne.
Inden en konvertering til Regenerativt Landbrug iværksættes, er det derfor afgørende at undersøge om forudsætningerne er til stede, eller om der er udfordringer, som skal afhjælpes.
Jordstruktur
En jord med et meget lavt indhold af kulstof/humus vil have tendens til at pakke, den vil være udsat for slemning, og der vil være begrænset biologisk aktivitet.
Det vil være et dårligt udgangspunkt for en konvertering til Regenerativt Landbrug, da den dårlige jordstruktur øger behovet for mekanisk bearbejdning, og den lave grad af biologisk aktivitet ikke vil kunne erstatte jordbearbejdningen.
Det vil derfor være nødvendigt at forbedre tilstanden inden konvertering til Regenerativt Landbrug. F.eks gennem øget tilførsel af organisk materiale som husdyrgødning, afgrøderester og efterafgrøder.
Disse tiltag vil øge indholdet af kulstof/humus, der vil forbedre jordstrukturen og øge den biologiske aktivitet.
Hvis udgangspunktet er meget dårligt, kan konverteringen eventuelt gennemføres i tre trin, hvor man starter med at øge tilførslen af organisk materiale i en periode, for derefter at gå over til pløjefri dyrkning i en periode, og endelig, når der er opnået både en bedre jordstruktur og mere liv i jorden, kan man konvertere til Regenerativt Landbrug.
Strukturskader som pløje-/harvesål og andre kompakte jordlag vil i visse tilfælde også kunne udfordre et vellykket resultat ved en konvertering til Regenerativt Landbrug. Det vil normalt kunne afhjælpes ved intensiv dyrkning af strukturforbedrende efterafgrøder i en periode inden konvertering til Regenerativt Landbrug.
Dræningstilstand
En ringe dræningstilstand er altid et dårligt udgangspunkt for planteavl, men da Regenerativt Landbrug bygger på et velfungerende biologisk liv i jorden, er det et særligt dårligt udgangspunkt for dyrkning efter Regenerativt Landbrugs-principperne.
Det bør derfor undersøges om jordens dræningstilstand er tilfredsstillende inden en konvertering til Regenerativt Landbrug iværksættes.